nfsu-kobenhavn-140917-nina-sanner_handouts

Videreutdanning i behandlingsprogrammet Child Parent Psychotherapy

RBUP tilbyr nå videreutdanning i det evidens- og manualbaserte terapiprogrammet Child-Parent Psychotherapy (CPP). Det retter seg mot familier med barn 0-5 år, hvor barnet har vært utsatt for vold eller andre alvorlige psykiske utfordringer. Terapiprogrammet legger spesielt vekt på å styrke relasjonen mellom barnet og omsorgspersonen, blant annet ved at det terapeutiske arbeidet som oftest foregår med begge i terapirommet. Kursleder vil være Chandra Ghosh Ippen, Ph.D. som har vært med å utvikle metoden. Hun er kjent som en dyktig forsker, foreleser, terapeut og veileder.

CPP er en intervensjonsmodell for barn fra 0-5 år som har vært utsatt for traumatiske hendelser/ eller som har psykiske-, tilknytnings- eller atferdsproblemer. De terapeutiske sesjonene inkluderer barnet og den primære omsorgsgiver. Et sentralt mål er å støtte og utvikle forholdet mellom omsorgspersonen og barnet som en måte å bygge opp igjen eller beskytte barnets mentale helse. For barn som har vært utsatt for traume, hjelpes omsorgspersonen og barnet gjennom benadlingens gang til å skape en felles narrativ om den traumatiske hendelsen og til å identifisere og adressere trauma- triggere som setter i gang dysregulerte følelser og atferd.

Foreleser: Chandra Ghosh Ippen Ph.D

Målgruppe: Barnepsykiatere, psykologspesialister eller andre med bred terapeutisk erfaring, helst i arbeid både med barn og voksne.
Det er et ønske om at de ulike arbeidsplassene kan sende et team bestående av 2-3 deltakerne, slik at arbeidsplassen på ulike måter kan støtte opp om terapimodellen og terapeutens arbeid.

For mer informasjon og påmelding se: www.r-bup.no

 

nfsu-kobenhavn-140917-nina-sanner_handouts

NFSU hedersmedlemmar

NFSU är dess medlemmar, och NFSU:s historia är till viss del dess hedersmedlemmars historia. Som ny styrelse för några år sedan kände vi ett stort behov av att orientera oss i NFSU:s korta men för småbarnsfältet ändå långa historia, år 2016 fyllde föreningen tjugofem år. Ganska litet fanns nedtecknat i dokument annat än det som stod i olika protokoll och stadgar. Då vände vi oss till NFSU:s hedersmedlemmar i de nordiska länderna för att få deras berättelser om vad de gjort och i vilken tid de verkat i. Vi hoppas att med dessa berättelser ge perspektiv, inspiration och inte minst en bakgrund till den förening som för oss samman som vill göra skillnad i arbetet för de späda och små barnen.

*******

Susanne Landorph – hedersmedlem 2012

Meriter

Cand.psych. 1978. 

Autoriseret psykolog . Specialist i psykoterapi. Specialist og supervisor i klinisk børnepsykologi. Godkendt specialpsykolog i børne- og ungdomspsykiatri.

1978 – 80  Psykolog i Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og i Socialforvaltning 

1980 – 84 Behandlingshjemmet Nebs Møllegård, Vestsjællands Amt 

1984 – 90 Dagbehandlingshjemmet Solbakken, Københavns Kommune  

1990 –       Børne- og ungdomspsykiatrisk Center, Glostrup, Region Hovedstaden 

1990 – 97 Familieterapeutisk enhed, 

1997 – nu Spædbørnspsykiatrisk dagafsnit og ambulatorium

Jeg har i studietiden og efter afslutning af psykologuddannelsen arbejdet indenfor børneområdet med børn og familier med vanskeligheder, de sidste mange år indenfor Børne- og ungdomspsykiatrien med børn i alderen 0 – 3 år. 

Jeg har bl.a. interesseret mig for udviklingspsykologi, udviklingspsykopatologi, familiepsykologi, tilknytning og relationer, dvs. Infant Mental Health og de relevante undersøgelses- og behandlingsmetoder samt diagnostik (DC 0 – 3:R). Jeg har haft særligt fokus på Bayley Scales of Infant and Toddler Development samt Parent-Child Early Relational Assessment (PCERA). 

 

Initiativ 

Klinisk arbejde 

Udredning, diagnostik og behandling af 0 – 3 (4-5) årige og deres forældre. Relationsbehandling. Terapeutiske forældresamtaler. Netværksarbejde.

Undervisnings- og supervisionsopgaver 

Specialpsykologuddannelsen og speciallægeuddannelsen i psykologisk undersøgelse og spædbarnspsykiatri. 

Psykologer i Specialistuddannelse. 

Egen og andre faggrupper, internt og eksternt.  

Arrangør af kursus og workshop med Roseanne Clark i København vedr. PCERA i 2010. 

 

Yrkesliv/karriär

Forskning 

Medvirket i Copenhagen Child Cohort 2000 (ved professor Anne Mette Skovgaard), både planlægning, dataindsamling og artikelskrivning, og i det afledte projekt PUF (Psykisk Udvikling og Funktion).

Publikationer udover CCC2000 

Artikel om Spædbarnstestenes anvendelighed i Psyke & Logos i 2008. 

Kapitel om PCERA i Barnets relationelle miljø, 2013.

NFSU 

Jeg har været medlem i mange år  og deltaget i mange høstmøder/årsmøder, og har også et par gange haft præsentationer, 2007 og  2011 om spiseforstyrrelse hos spædbørn og om diagnostikken heraf. 

Jeg er medlem af valgkomiteen.

Jeg blev udnævnt til æresmedlem på et årsmøde i Stockholm i 2012 (?), da Anne Gotsch og Bente Sylvest-Johansen var danske styremedlemmer. Begrundelsen så vidt jeg husker var mit mangeårige faglige engagement indenfor spædbørnsområdet, klinisk og forskningsmæssigt. 

 

*******

Hanne Munck – hedersmedlem 1996

Meriter 

Jeg er cand. psyk., lektor emeritus fra Københavns Universitet, Center for Spædbørn. Specialist og supervisor i psykoterapi. Specialist og supervisor i klinisk børnepsykologi. International træner i Brazeltons Neonatal Behavioral Assessment Scale. (NBAS). 

Tillbakablick 

Mit professionelle engagement indenfor fødsel og spædbarnsfamiliens første tid går langt tilbage. Til midten af 60érne, hvor jeg selv og mine jævnaldrene fødte vore børn. Dengang var fødslerne netop i færd med at blive hospitaliseret i DK – og det skete desværre med store omkostninger for mange psykologiske forhold, i hvorvel obstetrikerne naturligvis havde de bedste hensigter. Op til  midten af 60’erne fødte stadig ca halvdelen af danske kvinder i deres egne hjem med jordemoder og evnt praktiserende læge, en lille del fødte på hospitalerne og i storbyerne foregik fødslerne på klinikker. Ved indlæggelse på sygehuse blev familien skilt ad, fædre holdt næsten ude  (få timers besøgstid, ingen mulighed for fædres tilstedeværelse ved barnets fødsel- et ønske som en kendt obstetrisk professor kaldte perverst)), søskende havde ingen adgang, de nyfødte lå på specielle børnestuer  hvorfra de på skemalagte amme-tider,  blev bragt til mødrene. Samtidig var det rutine, at børnene fik flaske med mælkeerstatning eller sukkervand lige fra fødslen. 

Indlæggelse efter fødsel var mellem 5-10 dage, ofte havde moderen kun haft sit nyfødte barn hos sig i de fastsatte amme-tider og ikke direkte deltaget i plejen af barnet. Der var eksempler på, at moderen først selv holdt sit barn i øjeblikket for udskrivelsen, hvor en sygeplejerske bar barnet hen til udgangen, hvor moderen så ”fik lov” selv at overtage.  

Spædbørnene blev opfattet og behandlet som udelukkende refleksstyrede organismer, der ikke sansede eller oplevede noget fra selv deres nære omgivende miljø. Mindre operationer foregik helt uden bedøvelse, idet mange mente, at spædbørn ikke kunne føle smerte.  

Disse urimeligheder var min oprindelige motivation for at arbejde indenfor dette felt. Mødres reaktioner overfor disse forhold var gemt i det brede begreb ”maternity blues” eller værre endnu, som en lærebog beskrev: ”mødre der lige har født opfører sig som mange ptt efter operation” dvs forvirrede og nedstemte. Overlægen på den barselgang, hvor mit første forskningsprojekt blev foretaget påpegede overfor sine medicinske studerende, at det var videnskabeligt bevist, at barsel kvinders IQ var under middel. Og det var i hvert fald sandt at mange mødre havde det rædsomt i det dengang skræmmende og meget autoritære system, hvor de bestemt havde andre ting at bekymre sig om end at koncentrere sig om IQ-tests. Ikke mange tilskrev hverken mor eller barns reaktioner nogen betydning eller noget der var værd at lytte til.  Det var  oprørende forhold  og en del initiativer blev da også fortaget. Men det tog, som de fleste ved, en del år før forholdene blev forbedret. 

Initiativ 

I Danmark deltog jeg i 70 ’erne i oprettelsen af en forening ”Forældre og Fødsel ”dannet som en tværfaglig forening af professionelle og forældre med fokusering på nyfødte børn og nyblevne forældres behov, ønsker og krav.  

Som tilhørende en faggruppe, der ikke traditionelt havde en plads i det somatiske hospitalsregi, var det for mig væsentligt at holde mig til faglige og forskningsmæssigt baserede argumenter overfor de uhensigtsmæssige rutiner på føde-og barselafdelinger.  

Vi var en lille gruppe(psykologerne Gretty Mirdal, Lotte Marner og jeg) der startede et forskningsprojekt i 1973 hvor vi fokuserede dels på spædbørn isoleret med en systematiseret observations metode netop udviklet af Harvard  Prof. Berry Brazelton  NBAS (neonatal behavioral assessment scale )  dels på det helt tidlige samspil  med mødrene (i 10 sek´s interval) i to ammesituationer på 2. Og 5. dagen. Vi fik en mængde data, der samtidig kunne belyse spædbarnets kapaciteter og individualitet og mødrenes lydhørhed overfor de samme subtile cues, vi registrerede. Og vi afholdt en stor mængde workshops ,foredrag mm hvor vi  viste smalfilms optagelser af de spæde børn og viste hvorledes vi ved den systematiserede undersøgelse og observation af de spædes reaktioner demonstrerede hvordan nyfødte kunne reagere på lyde, synsindtryk og hvorledes de i det hele taget håndterede indkomne stimuli og indtryk. Samtidig tydeliggjorde det jo også at mødres reaktioner var styret af ret tydelige cues fra de spæde og ikke blot var ”instinktiv moderadfærd”.  

Dette var i begyndelsen af 70érne. Vi var de første brugere af NBAS udenfor USA trænet af Heidelise Als, som jeg har arbejdet en del sammen med siden, efter hun fokuserede på for tidligt fødte børn.  Om selve amme temaet skrev jeg min afsluttende opgave på studiet, og baseret herpå udarbejdede jeg sammen med fysioterapeut Ulla Toft en ammepjece, der i mange oplag blev den officielle ammepjece i omkr. 20 år (fra 1977 – 97) og den blev uddelt til mødre på barselafdelinger. Pjecen blev af  andre professioner brugt i uddannelse og som argumentation for at indføre behovstyret amning samtidig med at børnene i stigende grad lå sammen med deres mødre.    

I 1979 var jeg medforfatter til en rapport som var ønsket og betalt af Nordisk Ministerråd. Her beskrev vi ( psykolog Vibeke Gøtzsche, læge Lene Lier og jeg)  de emner der var relevante for området om spædbørn og deres mødre og fædre baseret på den forskning, der var foretaget overvejende i skandinavien – især i Sverige). Denne rapport dannede sammen med bl.a. Lisbeth Brudals arbejde baggrund for et stort tværfagligt interskandinavisk seminar i Lysebu samme år.  

Rapporten med de mange data og dokumentationer kom i flere oplag og fik  en vis betydning for mange professionelle i deres argumentation for tiltrængte forbedringer i praksis og rutiner. Den skulle også danne baggrund for et ønske om en længere barselorlov fra ligestillingsrådet, orloven var i Danmark dengang 12 uger –  dette kom dog til at vare længe. Rapporten  blev  baggrund for oprettelse (fik jeg siden oplyst) af 7 psykologstillinger med tilknytning til føde- og barsels afdelinger i Sverige. For historisk interesserede kan jeg henvise  

til rapportens gennemgang af den forskning der dengang var tilgængelig dengang.(Graviditet, fødsel og det første leveår. (1.oplag : Barselsorlov) NU-serien.B 1979:10. Nordisk utredningsserie. Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd. 

Yrkesliv/karriär 

I en uddannelsesstilling ved Københavns Universitet 1981-84 oprettet af tre Forskningsråd via Udvalget vedr. småbarnsforskning var jeg initiativtager og arrangør af en række seminarer, workshops o.lign  med fokus på spædbarnsfamilien.   

Gennem et studieophold ved Harvard Medical School 1982  indledte jeg mit samarbejde med Prof .Berry Brazelton og blev nogle år efter medlem af et nyoprettet internationalt netværk af NBAS trænere efterhånden som interessen for spædbørn og den helt tidlige udvikling øgedes og den systematiske observation blev anvendt i flere og flere lande. Desuden etablerede jeg kontakt med Daniel Stern og hans forskerteam i N.Y. I årene herefter har jeg uddannet 52 skandinaviske kliniske psykologer i the Neonatal Behavioral Assesment Scale i reliabel anvendelse af denne observations metode i klinisk praksis og til forskningsprojekter. 

Som Seniorstipendiat v Københavns Universitet i årene 85-89 havde jeg fokus på observationer af for tidligt fødte i relation til de rutiner og den praksis, der var på neonatalafdelinger, og samtidig forestod jeg den psykologiske del af flere opfølgende undersøgelser af meget for tidligt fødte børns udvikling i  4 og 5 årsalderen i  samarbejde med Rigshospitalets neonatal afdeling.  

Som supervisor af klinisk arbejde i spædbarnsfamilier var jeg til 2009 tilknyttet flere sydsvenske spædbarnsvirksomheder i Barn-og ungdoms psykiatrisk regi. 

I 2009  startede jeg Center for Spædbørn og deres familier ( CFS) ved Institut for Psykologi ved Københavns Universitet med støtte af forskningsmidler i et hertil oprettet lektorat samme år.  

På  CFS  arbejdede vi klinisk terapeutisk med behandling af alle slags psykologiske vanskeligheder i spædbarns familier og et stadigt fokus på observationer. CFS var et tværfagligt team med lægekonsulent tilknyttet. I tæt samarbejde med det lokale områdes sundhedsplejersker kortlagde vi en hel årgang af nyblevne familiers livssituation  og deres eventuelle vanskeligheder. 

Gennem dette forskningsarbejde med sundhedsplejerskerne fik vi bekræftet vore kliniske erfaringer nemlig, at fædre havde flere problemer i tiden efter deres børns fødsel end tidligere antaget. Det førte til, at vi gennem flere år havde  mere forskningsfokus på nyblevne fædre og deres tidlige relationer med deres spæde børn i samarbejde med Rigshospitalet ved chefpsykolog Svend Åge Madsen og klinisk psykolog Dennis Lind.  

Gennem årene har vi haft mange kontakter og besøg på CFS med udveksling af erfaringer med især skandinaviske behandlerteams bestående af kolleger med arbejde og interesse for tidlig indsats i spædbarnsfamilier. 

NFSU 

Min tilknytning til NFSU har været tæt fra foreningens start i 1991. Jeg blev æresmedlem i NFSU i 1996. Gjort mig fortjent sagdes det ”gennem sin pionervirksomhed i foreningens arbeid og fagområdets udvikling.” Her blev især omtalt den betydning mit arbejde havde på opfattelsen af den egentlige gensidighed i den tidlige udvikling af mor – barn relation baseret på spædbarnets kapaciteter og den nyblevne mors specielle tilstand som både er en åbenhed og en  sensitivitet overfor barnet samtidig med at den tilstand som på mange måder kan karakteriseres som en positiv udviklingsfase også medfører en forøget sårbarhed, hvor selv tilsyneladende små problemer kan føre til alvorligere og længerevarende vanskeligheder.  

I årene 1998 til 2001 var jeg formand for styrelsen af NFSU og både før dette og efter har jeg arrangeret skandinaviske  konferencer i NFSU regi.  Jeg har altid opfattet det samarbejde vi har i NFSU som værdifuldt  og  frugtbart fordi vi på så mange områder har rimeligt ensartede forhold omkring spædbørn og familier og samtidig er der forskelle nok til, at det bliver spændende og udfordrende at udveksle viden og erfaringer, og det har i mange henseender fungeret som et meget givende fagligt netværk. 

Mit ønske for den nu 25 år gamle forening er, at den stadig vil rumme livlige debatter om det arbejde der udføres omkring nyblevne familier og ikke mindst rumme diskussioner indeholdende selvkritik og opmærksomhed overfor hvilke eventuelle uønskede bivirkninger der kan opstå gennem vor nuværende velmente indsats. De omtalte uhensigtsmæssige rutiner og praksis som fandt sted før vor tid som forening, var jo også begrundet i ønsket om at være til gavn for børn og familier, men i den helt overvejende medicinske tilgang overså mange dengang de betydningsfulde psykologiske forhold og processer. 

 *******

Pia Risholm Mothander- hedersmedlem 1995

Tillbakablick

”Små barn- små bekymmer”. Så hette en bok som min chef under många år, psykolog Lilian Gottfarb skrev 1970. Det var under de åren jag utbildade mig till psykolog, varvat med att jag själv bildade familj, under ett par år bodde i Afrika och samtidigt försökte etablera mig på arbetsmarknaden här hemma.  Att min professionella bana styrdes mot förebyggande arbete och tidiga psykologinsatser i barnfamiljer, med BVC som plattform, var kanske inte så konstigt utifrån den verklighet jag levde i. Min professionella gärning kom att präglas av det som Lilian förmedlade; föräldrarna till de minsta barnen har inte självklart mindre problem med sina barn. I stället är många föräldrar oroade över att inte tänka eller göra rätt i sin föräldragärning. Erfarenheterna visade att begränsade och framför allt tidiga psykologinsatser kunde göra skillnad, något som bidrog till politiska beslut om att det generellt förebyggande arbetet vid BVC också skulle vila på barnpsykologisk kunskap. Men, det som också bekräftades var att även om de allra flesta barn lever i utvecklingsgynnade miljöer, med kärleksfulla föräldrar och materiell välfärd så finns det barn som inte är lika priviligierade.  Så gott som alla familjer har kontakt med BVC, där fanns välutbildade barnsjuksköterskor och barnläkare. Också de familjer som hade större bekymmer och behov av mer riktade insatser återfanns på BVC. Våra kliniska kunskaper om att bedöma och behandla små barn med allvarligare barnpsykiatriska störningar var mycket begränsade. Ingen annan verkade kunna det heller.

Initiativ

Under senare delen av 1980-talet var jag med om utvecklingen av spädbarnsverksamheterna i Stockholm. Jag besökte ännu en gång verksamheten som Selma Fraiberg byggt upp i San Fransisco, men arbetade framför allt med stöd till sårbara familjer inom ramen för BVC på en specialist-BVC för familjer med bl.a. prematurfödda barn och för föräldrar med intellektuell funktionsnedsättning. Daniel Sterns arbeten blev alltmer betydelsefulla som teoretisk bas för synen på småbarnsfamiljernas behov och lade grunden för fortbildningar om ett mer anknytningsorienterat arbetssätt.

Under 1990-talet ägnade jag mycket tid åt att introducera DC 0-3 i alla de skandinaviska länderna.  Långvariga handledningsuppdrag gav mig bonus i form av ett stort nätverk av vänner runt om i Skandinavien.  En bedömningsmetod som jag lärt mig i USA var Roseanne Clarks PC-ERA (Parent-Child-Early-Relational-Assessment Scale).  Efterfrågan på att lära PC-ERA var stor och efter flera kurser årligen för forskare och kliniker i alla Skandinaviska länder så fanns det grupper som mer systematiskt arbetade med ”samspelskorg” överallt.

Karriär/yrkesliv

Efter 20 år drogs jag alltmer in i den akademiska värden och sade upp mitt arbete inom Stockholms läns landsting. Jag arbetade med behandling i egen regi, började skriva böcker och utbilda framtida psykologer och psykoterapeuter om småbarnsårens betydelse för den fortsatta utvecklingen. Efter att först några år varit verksam vid Uppsala universitet flyttade jag 2002 över till Stockholms universitet.

I Oslo fanns en samlad verksamhet i späd- och småbarnsteamet vid Nic Waals’ Institutt, som under ledning av Rigmor Grette Moe, tog emot många familjer med beteende symtom antingen hos barn, föräldrar eller båda. En modell för gruppverksamhet hade utvecklades där man arbetade terapeutiskt med bas i Marte Meo. Vid institutet fanns en vilja att på ett systematiskt sätt implementera DC 0-3, och de kliniska forskningsbetingelserna gynnsamma. Ett spännande samarbete inleddes som innebar att jag reste till Oslo och arbetade på Nic Waals institutt ett par dagar varje månad under fyra år. Vi utbildade, introducerade frågeformulär och införde systematiska DC 0-3 bedömningar inför behandlingsplaneringen. Projektet gav resultat som ledde till flera vetenskapliga publikationer.

NFSU

År 1986 var Sverige värdland för WAIPAD:s fjärde världskongress (som organisationen då hette). Barnpsykiatern Peter de Chateau lockade in mig i planeringsarbetet och detta blev början på mitt kunskapslyft. Jag var doktorand och blev efter konferensen invald som fellow i ett internationellt närverk inom Zero to Three organisationen.  I samband med de årliga seminarieveckorna i USA fick jag möjlighet att besöka de flesta av landets Infant Mental Health Programs under några intensiva rundresor. Där förmedlades vikten av att använda systematiska metoder för att bedöma barns beteende, både det förväntade och det på avvägar, för att på vetenskaplig grund kunna föra utvecklingen av vårt kunskapsområde framåt.  Allt för att säkerställa tillgång till framtida resurser. I Denver, Colorado, satt den grupp som var engagerade i att utarbeta ett DSM- kompletterande klassificeringssystem för barnpsykiatriska problem under småbarnsåren, ett system som gavs namnet DC 0-3, och som jag tog med mig till Skandinavien. Jag blev engagerad i WAIMH och vi bildade NFSU. Jag valdes till NFSU:s första ordförande och tillsammans i den första styrelsen (Barbro Lundequist, Wendela Lundh, Lene Lindberg och Margareta Fagerlund) byggde vi med mycket begränsade medel upp en fungerande struktur. För våra egna första medlemsavgifter köpte vi frimärken och kuvert så att vi kunde skriva runt till alla vi kände och föreslå medlemskap. Kommunikationsformen tillsammans med snigelpost var fax, något som långt ifrån alla hade tillgång till. Vi organiserade de första konferenserna; t.ex. 1987 ett helgmöte på vandrarhem i Södertälje med övernattning i flerbäddsrum. Allt för att hålla kostnaderna nere och möjliggöra för dem som inte hade betalande arbetsgivare att kunna delta.

Vår kontakt med WAIMH intensifierades, jag blev vald till Vice President for Northern Europe (en titel som mest var för syns skull). Vid den regionala konferensen i Riga var NFSU en aktiv part, liksom senare den i Graz. Jag inbjöds att skriva ett kapitel i WAIMH Handbook of Infant Mental Health med titeln ”Infant Mental Health in Scandinavia” (I J.D. Osofsky & H.E. Fitzgerald, eds Vol.1; Wiley 2000). Flera NFSU medlemmar deltog i referee committes inför WAIMH konferenser och internationella studiebesök anordnades. Under några år var utbytet med Japan intensivt, jag inbjöds till två föreläsningsturneer och flera japanska delegationer besökte Stockholm, bla. för att titta på BHV psykologernas arbete och barnsjukvården på Astrid Lindgrens barnsjukhus.

Mitt samarbete med WAIMH har fortsatt och jag har kunnat upprätthålla kontakten med den kliniska världen genom att utbilda och handleda dem som direkt arbetar med småbarnsfamiljer. Hedersmedlemsskap i NFSU förärades jag i Köpenhamn 1995 med motiveringen ”gjennom sitt pionervirksomhet i foreningens arbeid og fagområdets utvikling”. På WAIMH konferensen i Prag fick NFSU ännu ett erkännande när jag tilldelades the 2016 WAIMH Award för ”Outstanding contribution to WAIMH and its affiliates”.

Intresset för att använda strukturerade metoder och systematisera sina iakttagelser bidrar till kunskapsutvecklingen inom Infant Mental Health området.  Detta innebär inte bara en kvalitetssäkring utan ger också bättre möjligheter till utvärdering av gjorda insatser. För att travestera Dan Stern, att lära sig att använda bedömningsbegrepp är lite grann som att utveckla ett symbolspråk, man får ge avkall på det unika preverbala känslospråket, för att vinna förmågan att kunna kommunicera med andra på begreppsnivå. Det finns mycket kvar att göra för framtida kolleger för att bevara och utveckla verksamheterna. Den argumentation som vi använde för att få resurser på 1970 och 1980-talen är inte tillräcklig idag, vi behöver ha tydligare forskningsstöd för att hävda det vi erfarenhetsmässigt vet behövs.  Det går – om vi hjälps åt!